Rundetårn – en tidslomme i København

København er på mange måder en moderne by; mentalitetsmæssigt og kulturelt – og også arkitektonisk når man kaster et blik på de mange storslåede byggeprojekter i Ørestaden, Nordhaven, Sluseholmen, m.v., men når det kommer til Indre By, det gamle København der lå indenfor voldene, da hovedstaden var en fæstningsby, der er København (heldigvis) alt andet end moderne. I stedet oser den af historicisme; tag nu f.eks. Paul Gustave Fischer skønne maleri “Et lille uheld. Gadeparti ved Rundetårn , 1928” som ses nedenfor.

Man skal ikke se på maleriet i mange sekunder, før man føler sig fanget i en tidslomme; kast bare et blik på maleriet: området ved Rundetårn, Købmagergade, den lille passage, bygningerne, ja, hele kulissen er præcis som i dag, så det er absolut en stedvant lokalitet, man indlever sig i. Og når man så iagttager menneskene, nemlig de tidsbundne aktører i slut-1920’ernes pulserende københavnske byliv, så er dét at historiens vingesus rammer én.

Uheldet. Paul Gustave Fischer. Kilde- 19thcenturyrealism.com

På denne dag i historien, 24. marts 1933: ‘Bemyndigelsesloven’ vedtages i Tyskland

I dag er det 82 år siden (24. marts 1933), at Hitler og hans nationalsocialistiske bevægelse definitivt fik tilintetgjort de sidste rester af demokrati med den såkaldte ‘Bemyndigelseslov’ (Ermächtigungsgesetz)der var en forfatningsændring, som blev trumfet igennem i Kroll-operahuset (der var blevet hjemstedet for den tyske rigsdag efter at Reichtag-bygningen var nedbrændt i februar).

Med vedtagelsen af ‘Bemyndigelsesloven’ – hvis fulde titel var Gesetz zur Behebung der Not von Volk und Reich (“Lov til afhjælpning af folkets og rigets nød”) – blev det tyske parlament (Reichtag) gjort fuldstændig betydningsløst, eftersom at lovgivningskompetencen blev overført til rigskansleren (Hitler) og hans kabinet.

De personlige borgerrettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, pressefrihed, m.fl. var allerede sat ud af kraft med ‘Rigsdagsbrandforordningen’ á 28. februar 1933, der – qua lovhjemmel i Weimarforfatningens Artikel 48 – gav den nye nationalsocialistiske regering et effektivt juridisk redskab til at forfølge og fængsle politiske modstandere.

‘Rigsdagsbrandforordningen’ og ‘Bemyndigelsesloven’ regnes derfor normalt som de to bærende grundsøjler, der sikrede det quasi-legale fundament for “Det Tredje Riges” diktatoriske Führer-staat.

SösemannLange-Propaganda-Nr.-71

 

 

Mads Holgers og gl. KUA perplekset

Mads Holger har i Euroman skrevet om de traumer, der blev ham påført, da han i slut 90’erne studerede filosofi på det nu hedengangne gl. KUA. Det er en lang, og til tider snørklet smøre, at komme igennem, men sådan er det vel, når man nu fortæller en ellers fortrængt historie og samtidig river op i et gammelt sår.

Særligt kuriøst er afsnittet om jyderne, der i bedste Erasmus Montanus stil var rejst fra den provinsielle jyske bærme til det store og kultiverede København for at studere på KUA, men som så omkring juletid – tilbage i de hjemlige jyske gemakker – fandt ud af, at græsset måske ikke var så meget grønnere på den anden side:

“Juleferien knækkede i øvrigt de fleste af os, for i denne havde folk været hjemme. Mange af disse mennesker kom i sagens natur fra Jylland, hvor de simpelthen havde været for irriterende og venstreorienterede til at kunne forblive, men ved lysenes fest havde de atter for nogle dage atter fået deres mors flæskesteg erstattet af den økologiske linsesuppe og måske et slag fisse på det lokale diskotek Crazy Daisy, og så blev det for mange for svært at vende retur til regnvejret ved busstoppestedet for at tikke et klip fra de andres bøjede klippekort i den ruskindsimiterede og tomme tegnedreng.”

 

Disclaimer: Billederne er ikke mine, men er fundet på nettet - via sploosh.dk - og derefter sat sammen i en kavalkade. Bragt med tilladelse fra rettighedsindehaverne. Se hele deres enestående kollektion af det gamle og mørke KUA vis-á-vis det nye og lyse KUA 2 på:

Disclaimer: Billederne er ikke mine, men er fundet på nettet – via sploosh.dk – og derefter sat sammen i en kavalkade. Bragt med tilladelse fra rettighedsindehaverne. Se hele deres enestående kollektion af det gamle og mørke KUA vis-á-vis det nye og lyse KUA 2 på:  PERMANENTLY TEMPORARY – COPENHAGEN UNIVERSITY AMAGER

På denne dag i historien: Claus von Stauffenberg – 107 års jubilæum

I dag, d. 15. november 2014, er det 107 år siden, at Claus von Stauffenberg – lederen bag det fejlslagne 20-juli-attentant på Hitler – blev født.  Den ellers relativt ukendte og anonyme stabsofficer i das Ersatzheer skulle med 20-juli-komplottet skrive sig ind i historiebøgerne for altid som værende manden, der – par excellence – skulle komme til at symbolisere “det andet Tyskland”, der var villige til at begå højforræderi for i stedet at handle og tage affære ud fra egen moralsk samvittighed.

 

Den ‘rigtige' Claus von Stauffenberg til venstre. I midten ses Tom Cruise i sin rolle som Stauffenberg i filmen "Valkyrie" (2008). Til højre ses en udstillingsfigur (‘action figure'), der portrætterer Stauffenberg.

Den ‘rigtige’ Claus von Stauffenberg til venstre. I midten ses Tom Cruise i sin rolle som Stauffenberg i filmen “Valkyrie” (2008). Til højre ses en udstillingsfigur (‘action figure’), der portrætterer Stauffenberg.

 

Hauptmann von Köpenick – et symptom på en særlig tysk-preussisk ærefrygt for militære autoriteter?

“Kaptajnen fra Köpenick” er historien om den arbejdsløse skomager, Friedrich Wilhelm Voigt, der opnåede verdensberømelse efter han i 1906 havde iklædt sig en preussisk officersuniform, tog kommandoen over en gruppe soldater og derefter konfiskerede over 4000 mark fra kommunekassen i Köpenick (i dag underlagt Stadtstaaten Berlin som en forstad, men lå i 1906 uden for Berlin).

Den falske “kaptajns” ret så kække, men dog kriminelle handling var ikke kun kuriøst nyhedsstof i sin samtid (Det siges, at Kejser WIlhelm II morede sig så gevaldigt over det tragikomiske optrin, at han fik gennemtrumfet en tidligere benådning af skomager i de falske klæder). Beretningen om “Kaptajnen fra Köpenick” er sidenhen blevet opført på teaterscener og der er indspillet flere dramatiserende film om episoden. Både i samtiden og i eftertiden har begivenheden været brugt som en vittig, karakteriserende og pointerende fortælling om tyskernes, navnlig preussernes, blinde autoritetstro, som – tilsyneladende i byen Köepenick i 1906 – betød, at respekten for uniformer var så udbredt og vidtgrenet, at enhver form for selvkritisk refleksion var forsvundet som dug for solen.

Kommer man i dag forbi rådhuset i Köpenick, så vil man unæggteligt støde på statuen af “kaptajn” F. W. Voigt, der med sit ene ben placeret på første trappetrin atter er beredt til at drage nytte af sin militære autoritet til at beslaglægge rub og stub i kommunekassen.

Kommer man i dag forbi rådhuset i Köpenick, så vil man unæggteligt støde på statuen af “kaptajn” F. W. Voigt, der med sit ene ben placeret på første trappetrin atter er beredt til at drage nytte af sin militære autoritet til at beslaglægge rub og stub i kommunekassen.

Russisk agression og Tysklands paralyserende udenrigspolitik

The Economist skriver følgende om Tysklands position vis-á-vis Rusland, hvis aggressive udenrigspolitik nu radikalt er ved at omtegne europakortet med militær magt:

“Having acknowledged its guilt for past aggression, Germany is in danger of committing the opposite sin, inaction. Peace is not just the absence of war, but the defence of hard-won freedom.”

the economist. merkel. russia. german military tradition

Det er en rammende (og desværre!) korrekt betegnelse af Tyskland. Rusland er en kolos på lerfødder, hvor EU alene har den økonomiske magt og pondus til at diktere et regimeskifte i Kreml. Hvor en fuldbyrdet handelskrig vil koste dyrt i form af hundredetusinder af arbejdspladser i EU, så vil det med garanti knække halsen på Rusland. Over 52 pct. af Ruslands eksport går til EU, hvorimod EU’s eksport til Rusland kun udgør 6,9 pct. Derudover står EU for 75 pct. af alle udenlandske investeringer i Rusland. 

Det faktum at Putin kan opføre sig som en vis anden herre i 30’ernes mellemkrigstid, det kan de europæiske politikere takke sig selv for – for de har magten til at sætte én stopper for den russiske imperialisme nu og her!

Vi har brug for politikere, der kan hæve sig over snævre industri – og fagforeningsinteresser og som kan agere europapolitisk ud fra et større geopolitisk perspektiv.

Antallet af kontanthjælpsmodtagere = omfanget af graffitihærværk?

Lars Andersen, 49 år – og nå ja, så er han ærkeeksemplaret, par excellence, på en småborgerlig ligusterfascist fra Frederiksberg. Og just med Frederiksberg in mente, så si’r det ikke så liidt!

Torsdag, d. 10/4 2014 - Artiklen er fra en gratisavis, der lå og flød på Sunset Boulevard i Amagercentret.

Torsdag, d. 10/4 2014 – Artiklen er fra en gratisavis, der lå og flød på Sunset Boulevard i Amagercentret.

Herr Andersen, når du får tid til lidt fordybelse – altså når du ikke lige sælger druesaft til det frederiksbergske borgerskab – så bør du tygge lidt på følgende: korrelation ≠ kausal sammenhæng.

Dickey Chapelle – første kvindelige krigskorrespondent dræbt i kamp

Den amerikanske krigsfotograf for National Geographic, Dickey Chapelle (1919-1965), gjorde sig bemærket som én af de første kvindelige krigskorrespondenter – og nåede at dække både 2. Verdenskrig og Koreakrigen inden hun faldt på slagmarken under Vietnamkrigen. Hun var endvidere kendt som værende en benhård anti-kommunist og støtter af Vietnamkrigen – og det var på hendes egen opfordring, at redaktionen valgte at sende hende til Vietnam som krigskorrespondent.

 

Dickey Chapelle – første kvindelige krigskorrespondent dræbt i kamp

Under en patrulje med amerikanske marineinfanterister i november 1965 blev Chapelle ramt af splinter fra en luremine, hvorved hendes halspulsåre blev revet over. Kort før hun mistede bevidstheden og udåndede, nåede hun at udtale:

I guess it was bound to happen.

Mere konsekvent og bravt kan man vel næppe forsone sig med sin skæbne? På billedet ses feltpræst John Monamara fra U.S Marine Corps give den sidste nadver til Chapelle.

Russisk aggression – en historisk tradition?

Med den igangværende russiske aggression mod Ukraine og besættelse af Krim-halvøen in mente, så forekommer dette alternative Europakort fra 1877 – der satirsk skildrer Ruslands ekspanssionslystne fangarme – just at være aktuelt at hive frem igen.

Bemærk også den britiske satiretegner, F. W. Roses, flatterende beskrivelse af Danmark anno 1877 i billedteksten: “Denmark’s flag is small, but she has reason to be proud of it

Fra den lille tekstboks på billedet: The Octopus –Russia– forgetful of the wound it received in the Crimea, is stretching forth its arms in all directions. Having seized hold of the Turk, it is eagerly pushing forward in the hope that it may overwhelm him, as it has already done Poland. At the same time, Greece seems likely to annoy the Turk in another quarter. Hungary is only prevented from assisting his neighbour, Russia, through being held back by his sister, Austria. The Frenchman, remembering his late defeat, is carefully examining his weapons; and Germany is naturally interested in his movements, and holds himself in readiness for an emergency. Great Britain and Ireland are eagerly watching the fray –ready, at any moment, at least, to prevent Russia from seizing the Turk’s watch, or interference with Suez. Spain is taking his much required rest. Italy is ruthlessly making a toy of the Pope; and the wealthy King of Belgium is taking care of his treasure. Denmark’s flag is small, but she has reason to be proud of it.

Fra den lille tekstboks på billedet: The Octopus –Russia– forgetful of the wound it received in the Crimea, is stretching forth its arms in all directions. Having seized hold of the Turk, it is eagerly pushing forward in the hope that it may overwhelm him, as it has already done Poland. At the same time, Greece seems likely to annoy the Turk in another quarter. Hungary is only prevented from assisting his neighbour, Russia, through being held back by his sister, Austria. The Frenchman, remembering his late defeat, is carefully examining his weapons; and Germany is naturally interested in his movements, and holds himself in readiness for an emergency.
Great Britain and Ireland are eagerly watching the fray –ready, at any moment, at least, to prevent Russia from seizing the Turk’s watch, or interference with Suez. Spain is taking his much required rest. Italy is ruthlessly making a toy of the Pope; and the wealthy King of Belgium is taking care of his treasure. Denmark’s flag is small, but she has reason to be proud of it.